Røg baggrund
Hjem » Presse » Ny aftale giver Fastspeed adgang til Onefibers fibernet

Ny aftale giver Fastspeed adgang til Onefibers fibernet

Fastspeed og Onefiber har netop underskrevet en aftale. Aftalen sikrer danskerne større valgfrihed og udvidet adgang til det hurtige og stabile fiberbredbånd på Onefiber fibernet.

Internetudbyderen Fastspeed kan nu levere hurtigt internet til danskerne via Onefiber fibernet på tværs af hele landet. Med samarbejdet styrker Onefiber sine vækstplaner på privatmarkedet, mens Fastspeed får endnu bredere dækning og større mulighed for at nå ud til flere med sine billige bredbåndsløsninger.

”Vi er utroligt glade for samarbejdet med Onefiber. De er en mindre spiller på privatmarkedet, sammenlignet med de øvrige fiberudbydere, og det kan mærkes. De er agile og i stand til at rykke hurtigt, men leverer stadigt et absolut kvalitetsprodukt. Det passer godt til vores temperament og kommer i sidste ende vores kunder til gode,” siger Jens Raith, administrerende direktør, Fastspeed.

Aggressiv vækststrategi

Brandet Onefiber blev etableret for knap et år siden for at udvide moderselskabet GlobalConnects services i Danmark til også at omfatte privatkunder. Til dags dato har Onefiber leveret fiber til mere end 7.000 danske husstande, og antallet forventes tredoblet inden årets udgang.

”Vores mål er at forbinde danskerne med fiber. Vi vil udfordre de store spillere på markedet med en mere kommerciel og kundevendt tilgang til produktet og kunderejsen. Aftalen med Fastspeed er et vigtigt skridt på vejen og understøtter i høj grad vores vækststrategi,” siger Peter Bredgaard, Head of BtC Denmark, Onefiber.

Fastspeed kan byde bredbåndskunder velkommen på Onefibers lynhurtige og stabile fibernet allerede fra i dag. Senere på året forventes det, at aftalen vil gå ind under OpenNet.

Om OneFiber by GlobalConnect

Onefiber vil give alle borgere i Danmark adgang til lynhurtigt internet og leverer derfor fiberbaserede internetløsninger til områder, som andre fiberleverandører ikke har fokus på. Onefiber er en del af GlobalConnect, som er et førende teknologi- og datakommunikationsselskab i Nordeuropa.

Om Fastspeed

Fastspeed er Danmarks nye, ambitiøse og hurtigt voksende bredbåndsselskab. Selskabet blev stiftet i slutningen af 2018 af Jens Raith, Morten Boe Andersen & Peter Mægbæk. Derudover støttes Fastspeed af en investorkreds med tung erfaring fra telebranchen, som ønsker at opbygge Fastspeed som et langsigtet og stærkt alternativ til den etablerede branche.