Røg baggrund
Hjem » Presse » Fastspeed på Energi Fyn’s fibernet

Fastspeed på Energi Fyn’s fibernet

Energi Fyn og Fastspeed har indgået en aftale. Det betyder, at de 80.000 husstande, som i dag tilbydes fibernet fra Energi Fyn, kan vælge bredbånd fra Fastspeed, når Energi Fyn i 2021 åbner fibernettet.

Energi Fyn har igennem de seneste 15 år udrullet fibernet til 80.000 husstande på Fyn. I starten af 2021 åbner Energi Fyn fibernettet, hvilket giver de fynske husstande mulighed for at vælge mellem forskellige indholdsudbydere. Med den netop indgåede aftale ligger det nu fast, at den hurtigt voksende internetudbyder Fastspeed bliver én af de indholdsudbydere, som kunderne på Energi Fyns fibernet får mulighed for at vælge.

Vi ønsker at give vores andelshavere de bedste digitale muligheder til den bedst mulige pris og kvalitet. Når vi åbner vores fibernet for forskellige indholdsudbydere, kan man frit vælge det indhold, der passer til ens ønsker og behov, siger Carsten Nedergaard Hansen, bredbåndsdirektør hos Energi Fyn.

Åbning af net giver frit valg

Siden september 2010 har der kun været én indholdsudbyder på Energi Fyns fibernet, Waoo. Med den kommende åbning af nettet vil de fynske andelshavere fremover også have andre valgmuligheder:

Vi er meget glade for at kunne give Fastspeed adgang til vores fibernet. Fastspeed er en ny og ambitiøs udbyder, og aftalen bidrager til, at vores andelshavere på Fyn vil få et bredere sortiment at vælge imellem, fortæller Carsten Nedergaard Hansen og fortsætter:

I løbet af de næste måneder planlægger vi at indgå aftaler med flere indholdsudbydere, så vores andelshavere i løbet af 2021 vil få yderligere valgfrihed.

Nyt selskab med fart på

Det er en yderst ambitiøs partner, som Energi Fyn nu har indgået aftale med. Fastspeed er siden lanceringen i maj 2019 vokset med rekordfart og har på kun 16 måneder allerede fået 40.000 kunder. Lige fra start har ambitionen været at komme bredt ud i hele Danmark:

Vores holdning er, at det ikke skal være så indviklet at vælge hurtigt bredbånd. Fastspeed har gjort det helt enkelt for kunderne. Vi har fjernet alle begrænsninger og har kun ét enkelt produkt – en lynhurtig bredbåndsforbindelse til en superskarp pris. Efterspørgslen har været stor, og vi ser nu frem til, at vi også kan tilbyde fynboerne bredbånd til en skarp pris, fortæller administrerende direktør hos Fastspeed, Jens Raith.

Hos Energi Fyn arbejder man på højtryk med at gøre fibernettet teknisk klart til en åbning. Før kunderne på Energi Fyns fibernet kan få adgang til Fastspeeds produkt udestår en teknisk implementering, som kommer til at ske så hurtigt som muligt i det kommende år.