Røg baggrund
Hjem » Presse » Fastspeed åbner på Energi Ikast

Fastspeed åbner på Energi Ikast

Fastspeed bliver den første nye internetudbyder på Energi Ikasts fibernet.

Borgere i og omkring Ikast med adgang til fibernet fra Energi Ikast får nu mulighed for at vælge Fastspeed som deres internetudbyder på fiberforbindelsen.

Fastspeed bliver dermed den første nye udbyder på fibernettet i Ikast, efter at Energi Ikast sidste år indgik en aftale med OpenNet om at åbne sit fibernet og invitere andre tjenesteudbydere indenfor.

”Vi er rigtig glade for, at vi nu har taget første skridt på vejen til at give alle husstande på vores fibernet frihed til selv at vælge mellem de produkter og udbydere de ønsker, og vi er spændte på at åbne vores fibernet for endnu flere udbydere,” siger Jørgen Mosegaard, direktør i Energi Ikast.

I øjeblikket er Energi Ikasts fibernet udrullet i hele Ikast, Tulstrup og Isenvad.

Fastspeed tæt på totaldækning i Danmark

Fastspeed har igennem de seneste år indgået aftaler med adskillelige fibernetselskaber, og administrerende direktør i Fastspeed Jens Raith er glad for at føje endnu en samarbejdspartner til listen.

”Vi er rigtig stolte over, at vi er den allerførste tjenesteudbyder, som Energi Ikast indgår aftale med, efter at de har åbnet deres fibernet, siger Jens Raith, og tilføjer:

”Det betyder også, at Fastspeed nu er på næsten alle fibernet i Danmark – bl.a. med hjælp fra OpenNet – og vi er dermed endnu tættere på at dække hele landet. Det er stort, at så mange husstande i Danmark kan vælge os og vores produkter.”

Det forventes, at der kommercielt åbnes for Fastspeed på Energi Ikasts fibernet i efteråret 2023.

Om Energi Ikast

Energi Ikast er et moderne multiforsyningsselskab, der leverer el, varme og fiber til kunder i Ikast, Isenvad, Bording og Engesvang. Energi Ikast er ejet af forbrugerne og arbejder for at tilbyde kunderne konkurrencedygtige produkter af høj kvalitet og en god service.

Om Fastspeed

Fastspeed er Danmarks hurtigste bredbåndsselskab og førende på Trustpilot blandt de anerkendte teleselskaber med den bedste kundeoplevelse og service. Yderligere har Fastspeed den førende dækning i Danmark ift. at kunne levere højhastighedsbredbånd til flest danske husstande.  Fastspeed leverer bredbånd via bl.a. TDC’s og AFAAs coax net (kabel-tv) samt via fiberforbindelser fra TDC Net, EWII Fiber, Norlys, Nord Energi, Thy-Mors, Onefiber, Fibia, Energi Fyn, Aura, RAH Fiber, SEF Fiber og Jysk Energi. Senest er der nu indgået aftale om levering af Fastspeed via fiber fra Energi Ikast, og flere fiberaftaler er på vej.

Om OpenNet

OpenNet åbner fibernettene i Danmark og driver en platform, som gør det nemmere for tjenesteudbydere og netejere at samarbejde. OpenNet har været i drift siden 2019 og nærmer sig allerede en dækning på 1 million adresser. OpenNet er et selvstændigt selskab, som er ejet af en af Danmarks største energikoncerner, Norlys.