Fastspeed overtager fiberkunder fra BOLIGNET

Den 1. maj overtager Fastspeed de individuelle fiberkunder hos bredbåndsudbyderen BOLIGNET. Kundebasen, der overtages, udgør ca. 5.500 bredbåndskunder på fiber, og disse konverteres til Fastspeed bredbånd.
Ensidigt fokus på bolignet-løsninger i BOLIGNET
BOLIGNET har siden virksomhedens start i 2003 specialiseret sig i at levere netværk særligt til kollegier og boligforeninger, men har over en årrække også solgt fiberforbindelser til individuelle slutkunder på en række fibernetværk. Det er sidstnævnte kundegruppe, som BOLIGNET nu har valgt at lade Fastspeed overtage.
”Vi har truffet et strategisk valg om fremadrettet alene at fokusere på det, der er vores kernekompetence – at drive netværk til boligforeninger”, fortæller Anders Kjærgaard Jørgensen, der er direktør i BOLIGNET.
Ønsket om at afhænde de individuelle fiberkunder til en så veletableret aktør som Fastspeed, ligger også i en anerkendelse af, at det som mindre aktør er meget svært at drive en rentabel bredbåndsforretning i et yderst konkurrencepræget bredbåndsmarked for individuelle kunder, hvor særligt de største spillere i årevis har solgt bredbånd med tab: ”Som et mindre selskab er det svært at klare sig i konkurrencen mod de største udbydere, og derfor har vi valgt at skærpe vores fokus til et område, hvor vi har vores absolutte styrke – og hvor vi har vores rødder: Boligforeningsløsninger”, udtaler Anders Kjærgaard Jørgensen.
Fastspeed byder velkommen
”Vi er sikre på, at BOLIGNET’s fiberkunder vil blive glade hos os, og vi glæder os til at byde kunderne velkommen. Fastspeed er etableret på alle de samme netværk som BOLIGNET, så overgangen kan gøres uden større knubs – og teamet hos Fastspeed vil sammen med BOLIGNET gøre alt for at sikre, at alle vil opleve en smidig overgang til Fastspeed”, udtaler Jens Raith, adm. direktør i Fastspeed.”
Parterne ønsker ikke at oplyse købsprisen for Fastspeed’s overtagelse af BOLIGNET’s individuelle fiberkunder.
Om Fastspeed
Fastspeed er Danmarks hurtigste bredbåndsselskab og førende på Trustpilot blandt de anerkendte teleselskaber med den bedste kundeoplevelse og service. Yderligere har Fastspeed den førende dækning i Danmark ift. at kunne levere højhastighedsbredbånd til flest danske husstande. Fastspeed leverer bredbånd via bl.a. TDC’s og AFAAs coax net (kabel-tv) samt via fiberforbindelser fra TDC Net, EWII Fiber, Norlys, Nord Energi, Thy-Mors, GlobalConnect, Fibia, Energi Fyn, Aura, RAH Fiber, SEF Fiber, MES Fiber, Energi Ikast, Jysk Energi og Bornfiber. Desuden leverer Fastspeed mobilt bredbånd via 5G.